Frederik Nøddebo Jensen tog springet fra skrivebordet på DS Elcobyg til byggepladserne hos DS Flexhal. Foto: Annemarie (Fie) Baumann

“Jeg ligner mere én, der hører til på en byggeplads”

Artikler

Publiceret

12 januar 2026

Sidst opdateret

26 januar 2026

minutter

Selvom jobdrømme udvikler sig med tiden, behøver det ikke at betyde et farvel til DS. Det ved Frederik Nøddebo Jensen. Han tog nemlig i september officielt springet fra at styre projekter fra skrivebordet på DS Elcobyg til at være ude på byggepladserne for DS Flexhal. Et skifte, der blev muligt, fordi lederne lyttede.

Frederik Nøddebo Jensen beskriver sig selv, som én der ligner, at han mest af alt burde rende rundt på en byggeplads til daglig. Ikke desto mindre fik han i maj 2024 – som nyuddannet bygningskonstruktør – en fastansættelse i et skrivebordsjob som projektleder hos DS Elcobyg.

Frederik er 26 år, og han bor i dag i Spørring, men er født og opvokset i Risskov ved Aarhus. Fritiden bruger han sammen med sin familie og venner, hvis han altså ikke lige befinder sig på golfbanen.
Han kendte ikke til at være ansat i en produktionsvirksomhed, før han kom til DS Elcobyg. På bygningskonstruktøruddannelsen bliver de studerende nemlig i grove træk kun introduceret til, hvordan det er at være ansat hos en projekterende eller rådgivende virksomhed.

Men Frederik takkede ja til jobbet, fordi det lød som en god mulighed.

”Det var virkelig spændende, fordi jeg ikke kendte meget til beton. Jeg fik en oplæring, der nok var lidt atypisk, fordi jeg fik lov til at klatre rundt på støbebordene ude i produktionen et par dage, så jeg kunne lære, hvordan det var i produktionen, og jeg var også på tegnestuen. Det klædte mig godt på til at blive projektleder inden for betonfaget,” fortæller han.

Du skal ikke være bange for at spørge

Undervejs i jobbet fandt projektlederen dog ud af, at der var noget andet, der trak i ham. Det var ikke skrivebordet, der kaldte højest.

”Det, jeg fandt ud af undervejs, var, at den mængde energi, jeg har i kroppen, er for meget til at have så stillesiddende et job. Og så savnede jeg det koordinerende element i byggeledelse,” forklarer han.
Det er en ting, som Frederik tror, at andre kunne se allerede i begyndelsen af ansættelsen.
”Jeg tror, at min daværende chef, Flemming (Hvidberg Madsen, red.), allerede kunne lure på mig dengang, at jeg måske passede bedre ind på en byggeplads,” siger han.

Men Frederik var nervøs for, hvordan det ville blive modtaget. Derfor tog han i første omgang ikke kontakt til sin nærmeste leder, men i stedet Anette Storm, CEO i DS Flexhal, som han mødte i sin jobsøgningstid som nyuddannet bygningskonstruktør.

”Jeg spurgte hende, om hun kunne holde på en hemmelighed, fordi jeg var bange for at sige det på Elcobyg. Tænk, hvis jeg havde fået en fyreseddel. Anette fik mig til at tage fat i Flemming, og der blev jeg bare mødt med åbne arme. Jeg fik en følelse af forløsning, da jeg snakkede med ham, og han sagde, at det var ligegyldigt om Flexhal havde brug for mig nu eller om et halvt år – jeg havde stadig min stilling i Elcobyg,” fortæller Frederik.

“Det med at kende hinandens processer, det kan spare ressourcer i begge ender. At man på forhånd kan vurdere hinandens udfordringer på nogle punkter. Og så kender jeg til helt fra start, hvad tegne­stuen på Elcobyg skal bruge, for at deres proces bliver optimal.”

– Frederik Nøddebo Jensen

Den første september i år startede Frederik derfor i sin nye stilling i DS Flexhal som assisterende projektleder. Her er han blevet kastet direkte ud på en byggeplads på Sydhavnen i Aarhus, hvor DS Flexhal bygger parkeringshuset Kulhuset. Allerede nu ved han, at for ham er det sjoveste ved at være på en byggeplads, at du aldrig rigtig ved, hvad du møder ind til, når du kommer på arbejde. Og så er han glad for at kunne være med til at løse de udfordringer, der opstår på pladsen.

Frederik ved, hvordan det er at sidde på den anden side af bordet, det gør, at han kan give det præcise elementnummer til DS Elcobyg. Foto: Annemarie (Fie) Baumann

Små justeringer hjælper alle

Tiden hos DS Elcobyg var både lærerig og god for Frederik. Og han har også lært virksomheden rigtigt godt at kende. Det er noget, som han forventer, vil komme både DS Elcobyg og DS Flexhal til gode fremadrettet – også selvom han ikke har været i det nye job så længe.

”Det med at kende hinandens processer, det kan spare ressourcer i begge ender. At man på forhånd kan vurdere hinandens udfordringer på nogle punkter. Og så kender jeg til helt fra start, hvad tegnestuen på Elcobyg skal bruge, for at deres proces bliver optimal. Når jeg senere kommer tidligere ind i projekteringen på projekter, så er det noget, jeg virkelig kan bruge,” fortæller han.

Men allerede nu kan han også se, hvor det dobbelte tilhørsforhold har givet pote.

”Nu ved jeg jo, hvordan det er at sidde på den anden side af bordet. Bare det at kunne tage mærkeplanen med ud på pladsen, nu hvor vi går og laver finisharbejde og aflevering på elementerne, det gør, at jeg kan give det præcise elementnummer til Elcobyg, hvis der er registeringer. Jo mere præcis min registrering er, jo nemmere og mere effektivt kan det gøres, når Elcobyg skal sende en mand afsted for at lave finish,” siger Frederik.

om forfatteren

Flemming Hvidberg Madsen

Del artikel

Relaterede artikler