Nye medarbejdere
02 mar 2026
Nyheder
Publiceret
26 februar 2026
Sidst opdateret
02 marts 2026
minutter
Den 25. februar åbnede vi dørene til DS Stålprofils produktion i Hobro og bød FUT, Foreningen for Trælast- og Byggemarkedsfolk, indenfor. Programmet bød på rundvisning i produktionen, oplæg om bæredygtighed og fremtidens løsninger og naturligvis kaffe og frokost.
Hvordan forvandles råt stål til stærke profiler, der former både tage og facader over hele landet? Det fik FUT’s medlemmer et unikt indblik i, da medarbejderne i DS Stålprofil guidede dem gennem produktionen bag de store stålfacader i Hobro.
”Vi elsker at fortælle om det, vi laver. Så da FUT rakte ud til os, greb vi muligheden for at vise andre trælast- og byggemarkedsfolk, hvad det er, vi brænder for i hverdagen,” fortæller Claus Bach Roed, salgschef i DS Stålprofil.
Under besøget tog vi deltagerne med på stålets rejse – fra råmateriale til færdigt produkt. Forhåbentlig gik FUT’s medlemmer hjem med ny inspiration til, hvordan stålløsninger kan bruges i moderne byggeri.
Netop udvikling og ny teknologi fylder meget hos DS Stålprofil.
”Vi håber, at FUT’s medlemmer fandt oplægget spændende. Noget, jeg tror kan overraske, er den måde, vi bevæger os ind i en mere teknologisk verden med automatiseret pladelager samt klip- og bukkecenter. Det er en udvikling, vi kommer til at se meget mere af, hvis vi skal være konkurrencedygtige i fremtiden,” fortæller Claus.
”Vores produkter kræver, at vi gør os umage hver dag”
Kvalitet er ikke bare et knips med fingrene. Det kræver mennesker, der brænder for det, de laver.
Medarbejderne i DS Stålprofil har stor respekt for produktet, og for at det opfylder den kvalitet, kunderne forventer.
”Hos medarbejderne i DS Stålprofil mærker jeg en tydelig stolthed over det, vi skaber. Kvalitet og service vægtes meget højt, og vores medarbejdere bidrager hver dag til, at vi kan imødekomme det, som kunden ønsker. Vi leverer tage og facader, som sidder på bygninger i 50 år – måske langt længere. Derfor kræver vores produkter, at vi gør os umage hver eneste dag,” fortæller Claus.
Fra DS Stålprofils side skal der lyde en stor tak til FUT og de deltagende for interessen, nysgerrigheden og for at bidrage til en god dag.