”Den sociale arv” går fra formand til formand

Vahid Kasumovic, der er formand i Hal 2 på DS Elcobyg, skal oplæres i den metier, som ’Betonfatter’ Bjarne K. Andersen har ’udviklet’ til unge FGU-elever på vej ind på arbejdsmarkedet.

Ofte bliver begrebet ”social arv” forbundet med den negative indflydelse, som forældre kan have på børns livsstil, mønstre og valg af job eller uddannelse. Men på DS Elcobyg skal vi tale om en positiv social arv. Her skal Vahid Kasumovic nemlig ”arve” det ekstraordinære sociale engagement i unges trivsel fra Bjarne K. Andersen (’Betonfatter…’ i EKKO 0124).

”Vahid er en ansvarsbevidst formand, der tager vores unge kollegaers trivsel dybt alvorligt. Jeg er både glad og stolt over, at han har lyst til at gå i mine fodspor og engagere sig i at hjælpe unge mennesker godt i gang med voksenlivet på arbejdspladsen. Vi har et rigtig godt samarbejde om de unge og deler mange af de samme værdier”, udtaler Bjarne.

Vahid Kasumovic er formand i Hal 2. Han har arbejdet på DS Elcobyg i 11 år. Vahid startede i Hal 3 og har siden prøvet de fleste ”pladser” i produk­tionen, men for fem år siden blev han tilbudt stillingen som formand for Hal 2.

”Jeg arbejdede egentlig som bygningsmaler, men manglede hovedforløbet og var kørt lidt træt i maler­arbejdet. Da de manglede folk på Fårup Beton, hvor min storebror arbejdede, fik jeg chancen for at starte der. Jeg var der i syv år, inden min bror og jeg blev enige om at prøve på DS Elcobyg. Det var Bjarne, der ansatte os begge. Vi var til samtale fredag og skulle starte allerede mandag, og vi har været her lige siden. Det er en rigtig god arbejdsplads, og vi har aldrig fortrudt det”, fortæller Vahid.

Vahids bror hedder Muharem Kasumovic, men er bedre kendt som ’Muggi’. Han arbejder som afformer på natholdet i Hal 5.

Tålmodighed og dialog

”Vi er meget glade for at have unge mennesker ansat. Mange af dem, der kommer her, har haft en svær start i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet. Men de skal vide, at der også er brug for dem. Og de kan godt! Når de får chancen, så griber de den”, siger Vahid.

”Nogle af dem skal have et lille skub. Jeg plejer at sige: Hvis I vil have arbejde, så kan I også få det. Det er op til jer selv. Vi vil gerne hjælpe jer”.

For Vahid er det en stor tilfredsstillelse at se de unge lykkes.

”Det er fedt, når du kan mærke, at de er kommet ind på det rigtige spor og har grebet chancen. Når de opdager: ‘Hov, det her kan jeg faktisk godt’, så giver det hele mening. Selvfølgelig lærer nogle elever tingene hurtigere end andre, men med tålmodighed og dialog vokser de med opgaven. Der er faktisk mange dygtige unge fra FGU. De kan godt, men de er måske gået lidt i stå, og så er vi klar til at hjælpe dem i gang igen”.

Lige nu har DS Elcobyg tre unge FGU’er ansat. Nogle er gået videre til andre job, og det ser Vahid kun som en positiv ting.

”Vi havde for eksempel én, der rejste til Frederikshavn, fordi han ville prøve noget andet. Nu arbejder han i en tømmerhandel og kører truck. Det er fedt, at vi også kan være et springbræt til nye muligheder for den unge”, udtaler Vahid.

Stolt af at arbejde for DS

”Jeg synes, at DS Gruppen er et godt forbillede for andre virksomheder. Vi er særligt dygtige til at hjælpe de unge og sætte deres trivsel i fokus. Det er fedt, at vi kan give dem en chance og hjælpe dem i den rigtige retning. Det er vi gode til hos DS Elcobyg og i hele DS Gruppen. Jeg kan også se, at der arbejdes målrettet med lærlinge hos DS Stålkonstruktion. Det kan vi godt være stolte af”, siger Vahid.

DS Gruppen støtter headspace, og derigennem blev Vahid tilbudt et kursus sammen med flere kollegaer på tværs af koncernen.

”Vi fik et headspace-kursus i Hobro, hvor vi snakkede om hånd­tering af unge. Det var et rigtig fedt og lærerigt kursus. Jeg opfordrer jo vores unge til at tale med os om alt, men det er også rart at vide, at vi kan henvise dem til headspace, hvis de har noget, de ikke kan tale med os eller deres eget netværk om. Der er jo mange unge, der ikke trives i dag”.

Samarbejdet med Bjarne

”Jeg arbejder tæt sammen med Bjarne, og på sigt er det meningen, at jeg skal overtage hans rolle, men lige nu er vi et makkerpar. Vi deler kontor og taler sammen hver dag, især om de unge, for der opstår hele tiden nye problemstillinger. Så bakker vi hinanden op og finder løsninger i fællesskab”.

”Bjarne er rigtig god med den enorme erfaring, han har. Han har været her i 40 år – ham kan jeg lære meget af. Han er god til at give folk en chance. I jernbinderiet har vi eksempelvis mange kvinder, og jeg tror faktisk, vi er det betonelementfirma i Danmark, der har flest kvinder i produktionen. Når jeg taler med kolleger i andre virksomheder, har de næsten ingen kvinder, mens vi har omkring 12. Vi har også mange forskellige nationaliteter fra f.eks. Afrika, Polen, Rumænien, Hviderusland og Syrien. Det giver en særlig kultur på arbejdspladsen, som jeg er stolt af at være en del af. Selv kommer jeg fra Bosnien”.

Flygtede til Danmark som 4-årig

Vahid er bosnisk muslim, og han er født i byen Gradiška i Bosnien tæt på den Kroatiske grænse.
I begyndelsen af 1990’erne brød det tidligere Jugoslavien sammen, og en række blodige krige spredte sig fra Slovenien og Kroatien til Bosnien og senere Kosovo. Efter Titos død og Østblokkens fald gik den kommunistiske stat i opløsning, og nationalistiske spændinger mellem især serbere, kroater og bosniere voksede eksplosivt. I Bosnien, hvor flere folkeslag ellers havde levet side om side, udviklede konflikten sig fra 1992 til en brutal krig med etnisk udrensning, massakrer og systematisk vold mod civile.

Under statsminister Poul Nyrup Rasmussen sendte Danmark fra 1992 omkring 8.000 soldater til FN’s fredsbevarende styrke UNPROFOR. Men de internationale styrker formåede længe ikke at standse volden, og hundredtusinder måtte flygte fra deres hjem.

I 1994, kun 4 år gammel, flygtede Vahid sammen med sine forældre og tre ældre søskende fra Gradiška. På det tidspunkt var byen under serbisk kontrol, præget af militær tilstedeværelse, usikkerhed og voksende pres mod den muslimske befolkning. Som mange andre bosniske muslimer forlod familien sit hjem af frygt for overgreb – uden vished om fremtiden.

”Jeg husker ikke så meget, men jeg har fået fortalt, at min far besluttede, at han ville bringe vores familie på sikker afstand fra de grusomheder, der fandt sted i vores land. Det var en svær tid, og vi vidste ikke, hvor vi skulle hen, men vi kunne vælge at ’springe’ på nogle busser, der kørte til Tyskland, Sverige eller Danmark. Det var de lande, der tog imod flygtninge. I dag er hele familien glade for, at min far, tilfældigt, valgte bussen til Danmark”, fortæller Vahid.

De første tre måneder i Danmark boede Vahid og hans familie på et asylcenter i København, hvorefter de blev overflyttet til et center i Herning. Senere tilbragte de omkring et år på asylcenteret i Hald Ege, inden de fik mulighed for at flytte ud i det danske samfund. Familien valgte at slå sig ned i Hobro, hvor de alle stadig bor.

”Da vi kom til Danmark, var vi meget lettede og glade. Vi blev behandlet godt, fik hurtigt asyl, og hele familien er stadig glade for at bo i Hobro. I dag er jeg 35 år og bor i Hobro sammen med min kæreste Elma, som også er bosnisk flygtning. Hun kom til Danmark i 1991. Vi har to drenge, Ismail på 15 år og Ilhan på 10 år. Vi føler allesammen, at Hobro er blevet vores hjem”, siger Vahid.

Den bosniske arv

I juli 1995 indtog bosnisk-serbiske styr­ker den FN-deklarerede sikre zo­ne Srebrenica i det østlige Bosnien. I dagene efter blev mere end 8.000 bosniakiske drenge og mænd adskilt fra kvinder og børn, systematisk henrettet og begravet i massegrave, mens titusinder, hovedsageligt kvinder, børn og ældre, blev tvunget væk fra området. Internationale domstole har siden fastslået, at drabene og fordrivelsen udgør et folkedrab og den alvorligste massakre i Europa siden 2. verdenskrig.

”Vi har købt og istandsat vores gamle hus i Gradiška, og vi forsøger at tage dertil hvert andet år, så vores børn lærer om deres sprog og deres bosniske arv. Vi taler åbent om de grusomheder, der er sket i vores hjemland, og den 11. juli – årsdagen for folkemordet i Srebrenica, er en vigtig mindedag for os, som vi markerer højtideligt. I dag lever tidligere venner og fjender side om side i byen, men der hviler stadig en tung skygge over stedet. Man finder stadig knoglerester af savnede, og for bare tre år siden fandt man resterne af min kærestes bedstefar, som blev identificeret ved hjælp af DNA”.

Krigen på Balkan ebbede gradvist ud i anden halvdel af 1990’erne. I Bosnien blev kampene formelt af­sluttet med Dayton-fredsaftalen i 1995, som fastlagde landets nuværende statsopbygning under navnet Bosnien-Hercegovina.

Trygt liv i Danmark

Selv om Vahids historie begynder i krig og flugt fra Bosnien, er den i dag først og fremmest fortællingen om et liv, der er faldet på plads i Danmark. Fra de første år på asylcentre til et trygt familieliv i Hobro har han skabt sig en hverdag med arbejde, kollegaer og fællesskab.

”Jeg har været i Danmark i 31 år, og det er jeg glad for. Jeg har fået permanent opholdstilladelse. Jeg skal bare bestå nationaltesten, før jeg kan få statsborgerskab, men den er meget svær – der skal jeg lige tage mig sammen. Min kæreste har bestået den, og jeg har både hendes og Bjarnes ord for, at den kommer man ikke sovende til. Bjarne har også prøvet den”, siger Vahid med et smil.

”Jeg er glad for mit arbejde på DS Elcobyg – både som halformand og som tillidsperson for de unge FGU-elever. Når du er formand, så er det jo en 24-timers vagt, du er til rådighed for de unge. Jeg har ikke kun et lederforhold til dem, vi er også en slags venner. Det er fedt. Jeg vil gerne have, at de har tillid til, at de kan fortælle mig alt. Jeg vil jo hellere end gerne hjælpe, det vil vi allesammen heroppe. Og der er ikke noget bedre end at se et ungt menneske, som ingen rigtig troede på pludselig slår igennem. Det er indsatsen værd. Og jeg er stolt over, at Bjarne ser mig som sin efterfølger i det arbejde”, slutter Vahid.