FN’s verdensmål

Sådan arbejder vi med FN’s verdensmål

FN’s 17 verdensmål er en fælles international ramme for udvikling inden for sociale, økonomiske og miljørelaterede områder frem mod 2030. I DS Gruppen bruger vi udvalgte verdensmål som en fælles ramme i vores arbejde med sociale indsatser, kompetenceudvikling og ressourcehåndtering. Vi arbejder især med verdensmål 3 (Sundhed og trivsel), 4 (Kvalitetsuddannelse), 8 (Anstændige jobs og økonomisk vækst) og 12 (Ansvarligt forbrug og produktion). Vi bruger verdensmålene til at beskrive konkrete ting, vi gør – ikke som et bevis på, at hele virksomheden er bæredygtig.

Selskaberne i koncernen arbejder på hver deres måde med de samme fire mål, og det er dér, vi rent faktisk gør noget. Herunder beskriver vi, hvordan vores nuværende aktiviteter knytter sig til verdensmålene. Længere nede på siden kan du læse mere om hvert selskabs specifikke arbejde.

Sundhed og trivsel (verdensmål 3)

Sundhed og trivsel (verdensmål 3)

Når det gælder sundhed og trivsel støtter DS Gruppen flere organisationer, der arbejder med børn og unges mentale velbefindende. Vi prioriterer sponsorater, der hjælper børn og unge, og gennem vores samarbejder med blandt andre Hobro IK, Rosendal IK, AMBU-festen, Børns Vilkår, headspace, Julemærkehjemmene, Ungdommens Røde Kors og Fonden Bindeleddet støtter vi økonomisk tilbud om rådgivning, fællesskaber og støtteforløb. Gennem vores sponsorshipstrategi støtter vi projekter, som arbejder direkte med unge, og som gennem deres aktiviteter giver dem adgang til rådgivning eller trygge fællesskaber.

Kvalitetsuddannelse (verdensmål 4)

Kvalitetsuddannelse (verdensmål 4)

Vi har også fokus på læring og kompetenceudvikling. I koncernen har vi aktiviteter, der giver både medarbejdere og unge mennesker indsigt i vores fagområder. DS Flexhal driver en netværksgruppe for nyere medarbejdere, hvor der deles erfaringer om arbejdslivet og ledelse. I DS Stålkonstruktion tilbyder vi mentorordninger for praktikanter og lærlinge og får jævnligt besøg fra studerende, så de kan se, hvordan arbejdet ser ud i praksis. Derudover samarbejder DS Elcobyg med FGU Himmerland om forløb, hvor unge uden job eller uddannelse kan prøve kræfter med opgaver i produktionen.

Anstændige jobs og økonomisk vækst (verdensmål 8)

Anstændige jobs og økonomisk vækst (verdensmål 8)

Vi arbejder også målrettet med arbejdsmiljø og gode arbejdsforhold. I DS Gruppen er arbejdsmiljøet organiseret i lokale arbejdsmiljøgrupper, der tager beslutninger tæt på hverdagen i produktionen. Vi sørger for oplæring til nye medarbejdere og arbejder løbende for at forebygge ulykker. DS Stålkonstruktion er certificeret efter ISO 45001, som viser, at vi arbejder efter en international standard for arbejdsmiljøledelse. Derudover kigger vi løbende på ny teknologi, blandt andet inden for digital opmåling og skanningsudstyr, som kan understøtte vores arbejdsprocesser.

Ansvarligt forbrug og produktion (verdensmål 12)

Ansvarligt forbrug og produktion (verdensmål 12)

Tre af vores selskaber har egne produktioner, og derfor arbejder vi også med ressourceforbrug og miljøstyring. Både DS Stålkonstruktion og DS Stålprofil er certificeret efter ISO 14001, som stiller krav til systematik i miljøarbejdet. DS Stålprofil bruger blandt andet GreenCoat®-stål fra SSAB, hvor belægningen delvist indeholder biobaserede komponenter. Hos DS Elcobyg arbejder vi med at reducere spild af beton, hvor det er muligt, blandt andet gennem mere præcise beregningsmetoder og ved at indgå i styregruppen for Bæredygtig Beton Initiativet, hvor branchen samarbejder om ny viden og udvikling inden for betonbyggeri. I 2025 deltog DS Elcobyg ligeledes i et forskningsprojekt med andre betonvirksomheder for at undersøge alternative bindemidler til cement og vurdere potentialet for at påvirke betonens klimaaftryk.

Sådan gør vi

Har du spørgsmål til, hvordan vi arbejder med bæredygtighed i DS Gruppen?

Send en besked:

Svanborg Guðjónsdóttir
ESG- og bæredygtighedschef

Mobil: +45 22 35 87 81
Email: sgu@ds-gruppen.dk