Kransen er hejst, foto: Annemarie (Fie) Baumann

Godt håndværk og stærkt samarbejde markeret i Tilst

Nyheder

Publiceret

01 juni 2026

Sidst opdateret

01 juni 2026

3 minutter

En vigtig milepæl er nået på BAUHAUS-projektet i Tilst, hvor kontorbygningen nu er kommet under tag. Det blev torsdag den 28. maj 2026 markeret med rejsegilde under den traditionsrige krans.

DS Flexhal A/S står for opførelsen af en ny kontorbygning på ca. 1.680 kvm, en varemodtagelse på 597 kvm samt Drive-In Center for BAUHAUS Danmark A/S. Byggeriet opføres med henblik på at opnå DGNB-guld og forventes at stå færdigt i november 2026.

Rejsegildet blev indledt med velkomst ved Lars Smedegaard, projektdirektør hos DS Flexhal, efterfulgt af bygherretale ved Carsten Filbært, bygningschef hos BAUHAUS.

“Projektet er både spændende og markant, ikke mindst fordi vores nye kontordomicil er tegnet af ERIK Arkitekter med flere fine detaljer og bliver opført i en særlig brændt sten. Kontordomicilet rummer mange facetter og en stærk fortælling, som også afspejler, hvorfor BAUHAUS valgte DS Flexhal til at opføre vores nye hovedkontor.

Vi har stillet store krav til både kvalitet og håndværk, og dem har DS Flexhal indtil videre indfriet til fulde. Derfor ser vi også frem til, at det gode arbejde fortsætter i den kommende fase.

Det er desuden værd at fremhæve, at BAUHAUS har valgt, at byggeriet skal udføres med henblik på at opnå DGNB-guld. Det gør vi for at løfte barren og skabe et godt arbejdsmiljø med fokus på et sundt indeklima”, udtaler Carsten Filbært, bygningschef hos BAUHAUS Danmark A/S.

I sin tale sendte Carsten Filbært også en særlig tak til DS Flexhals projektledere, Brian Mikkelsen og Mads Mikkel Hjort Kjær, for deres daglige indsats og drift af byggepladsen.

Med kransen hejst og pølsevognen på plads var der også god anledning til at takke de fremmødte håndværkere for deres indsats og det gode samarbejde på byggepladsen. Der blev råbt hurra for både håndværkere og huset, og Lars Smedegaard præsenterede DS Flexhals tradition med ordene: “Gid at dette hus må stå i lige så mange år, som glasset går i skår”.

Herefter sørgede Carsten Filbært og projektleder Brian Mikkelsen for rigtig mange skår i glassene.

Også Jonas Bang Eriksen, salgsdirektør hos DS Flexhal, knyttede en kommentar til arrangementet:

“Et rejsegilde er altid noget særligt, fordi vi her kan se projektet tage form og samtidig samles om den indsats, der ligger bag. Vi er glade for samarbejdet med BAUHAUS Danmark A/S og stolte af at være med til at realisere et byggeri, der både understøtter deres nuværende behov og fremtidige udvikling i Tilst”.

Brian Mikkelsen og Mads Mikkel Hjort Kjær ser nu frem til det videre arbejde med byggeriet. Op mod afleveringen er der fortsat mange detaljer, der skal falde på plads, og teamet har fokus på at holde tempoet, sikre en god proces og bevare det stærke samarbejde hele vejen til målstregen.

Tak til håndværkerne for indsatsen og tak til BAUHAUS Danmark A/S for tilliden.

Foto: Annemarie (Fie) Baumann

om forfatteren

Annemarie (Fie) Baumann

Med sin solide erfaring som både grafiker og art director sætter Fie den visuelle retning for kommunikationen i DS Gruppens selskaber, og med sit skarpe øje for design, sørger hun for, at det visuelle understøtter budskabet og fanger opmærksomheden. Derudover har Fie også mange års erfaring som både skribent og fotograf blandt andet fra sin tid i forlagsvirksomhed og eget reklamebureau. Med sig i bagagen har Fie også erfaring med visuel kommunikation til både B2B og B2C.

Del artikel