
Mogens Riisberg, ingeniør hos DS Stålkonstruktion
Jeg startede i DS i 1974. Dengang var virksomheden stadig ung. Vi var fem ansatte på kontoret, der var tre fastnettelefoner til deling, og stålkonstruktioner blev tegnet i hånden på A4-ark. Det samme ark papir fulgte projektet hele vejen fra ingeniørens tegnebord til smeden i produktionen og videre til montøren på byggepladsen.
Jeg var uddannet ingeniør i 1972 og arbejdede først hos Nellemann og Partnere i Aalborg og senere i Sæby. Men afstanden til Hobro, hvor jeg er født og opvokset, blev for stor. Da Svend Møller Hansen søgte en ingeniør, sendte jeg en ansøgning. Et par dage senere stod han hjemme hos mig, og så var jeg ansat. Det gik stærkt.
Kunderne kom hen til os på messer og ville købe stål
Der var travlt fra starten. Kontoret summede af aktivitet, og jeg blev hurtigt involveret i både totalprojekter og salg til blandt andet Sverige, Norge og Tyskland. Meget foregik anderledes end i dag. Kunderne kom ofte selv hen til os på udstillinger og spurgte, om de kunne købe stål. Så lavede vi en pris, og derfra udviklede projekterne sig.
Efter flere år med højt tempo begyndte jeg at få problemer med ryggen. Svends løsning var, at jeg skulle lave mere fysisk arbejde ved siden af. Jeg købte et landbrug, og siden har jeg ikke haft ondt i ryggen. Det betød, at jeg i en periode både drev landbrug og arbejdede som ingeniør i DS, hvilket kunne give nogle lidt ”særlige” situationer. Blandt andet da vi skulle til møde i Københavns Frihavn og tale med magistratens fjerde afdeling. Vi tog morgenflyet, og først da jeg satte mig i flyet, opdagede jeg, at jeg stadig havde træsko på. Resten af dagen måtte jeg gemme fødderne, fordi vi også skulle mødes med borgmesteren.
Et smut væk fra DS i”erhvervspraktik”
Efter otte år i DS valgte jeg i 1982 at prøve noget andet og blev ansat hos Svejsecentralen. Det blev til en del år væk fra DS, og senest arbejdede jeg hos Karl Molin, som ved udgangen af 2012 blev opkøbt af DS. Da jeg vendte tilbage, fortsatte jeg med de samme kunder. Svend sagde, at jeg havde været i ”erhvervspraktik” i de år.
Meget havde ændret sig. DS var blevet en større virksomhed med flere afdelinger, og både DS Elcobyg og DS Stålprofil var kommet til, mens DS Flexhal var blevet udskilt. Men selvom virksomheden var vokset markant siden 1970’erne, var det stadig DS, jeg kom tilbage til.
Spændende at være i en virksomhed, hvor det går fremad
Jeg har altid været glad for at være her. DS har behandlet mig godt, og det er jeg kun taknemmelig over. Det har været spændende at være med i en virksomhed, hvor det hele tiden er gået fremad, og hvor jeg har kunnet udvikle mig gennem hele min karriere.
Skulle jeg give ét råd til mine kolleger – nye som gamle – er det, at de skal sige til, hvis de gerne vil prøve noget andet. Der er gode muligheder for at blive i de samme rammer inden for DS og samtidig få lov til at kaste sig over nye opgaver.
