Nyheder
12 mar 2026
Nyheder
Publiceret
10 marts 2026
Sidst opdateret
10 marts 2026
2 minutter
Med støtten til InterForce forpligter DS Stålprofil sig til at give ansatte fri med løn, hvis de engagerer sig i for eksempel Forsvaret, Beredskabsstyrelsen eller Hjemmeværnet.
DS Stålprofil er nu officielt støttevirksomhed for InterForce. Fredag blev det markeret ved en ceremoni på virksomheden, hvor InterForce-ambassadør Allan Lemming Lohmann Buus overrakte InterForces skjold til produktionschef Rasmus Revsbæk Hansen.
Skjoldet er et synligt symbol på, at virksomheden støtter samarbejdet mellem erhvervslivet og det danske forsvar og beredskab.
InterForce er en organisation under Forsvarskommandoen, der arbejder for at styrke samarbejdet mellem virksomheder og medarbejdere med militære forpligtelser eller frivilligt engagement i beredskabet.
Som støttevirksomhed forpligter DS Stålprofil sig til at give medarbejdere fri med løn i minimum fem dage om året til tjeneste i uniform, eksempelvis som reservister eller frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, eller Beredskabsstyrelsen.

For Rasmus Revsbæk Hansen, produktionschef i DS Stålprofil, har beslutningen også en personlig betydning.
”Det betyder noget for mig at gøre en indsats. Jeg vil gerne give vores medarbejdere muligheden for at opleve det sammenhold og de erfaringer, man kan få gennem beredskabet eller reserven. Det handler om at mærke, at man gør en forskel,” fortæller han.
Han understreger samtidig, at DS Stålprofil vil bakke op om medarbejdere, der ønsker at engagere sig i beredskabet eller reserven.

Ved overrækkelsen takkede InterForce DS Stålprofil for støtten og fremhævede betydningen af virksomheder, der giver medarbejdere mulighed for at bidrage til samfundets sikkerhed.
”Vi er glade for, at I vælger at blive støttevirksomhed og tilbyder jeres medarbejdere muligheden for at bidrage til Danmarks samfundssikkerhed. Det giver både et stærkt sammenhold og kompetencer, som medarbejderne også kan tage med tilbage i deres civile job,” sagde Allan Lemming Lohmann Buus, ambassadør for InterForce.
Med støtten til InterForce er DS Stålprofil med til at styrke forbindelsen mellem erhvervslivet og det danske forsvar og beredskab.