Han kom med den rigtige indstilling

Artikler

Publiceret

10 juni 2026

Sidst opdateret

21 august 2026

2 minutter

Efter næsten 20 år i griseproduktion skiftede Regis branche og blev en del af aftenholdet hos DS Stålprofil. I dag er han et eksempel på, hvordan vilje til at lære og godt samarbejde kan gøre en stor forskel i produktionen.

Når Regimantas Bliudzius (Regis) møder ind på aftenholdet hos DS Stålprofil klokken 14.30, starter arbejdsdagen sjældent det samme sted to dage i træk. Nogle dage står han ved bukkemaskinerne. Andre dage hjælper han med pakning eller ved robotten. Det er netop variationen, han godt kan lide.

”Jeg står lidt her og lidt der. Det er meget afvekslende,” fortæller han på engelsk, da dansk stadig kan være en udfordring.

Selvom han i dag virker rolig og hjemmevant i produktionen, var begyndelsen noget andet. For bare syv måneder siden havde han aldrig arbejdet med stålproduktion før. Alt var nyt. Maskinerne, opgaverne og måden at arbejde på.

”Jeg var ret nervøs den første dag. Alt var nyt,” siger han med et smil.

I dag er han blevet en vigtig del af holdet på DS Stålprofil. Ikke fordi han råber højest eller fylder mest, men fordi han møder ind med den samme tilgang hver dag: viljen til at lære, lysten til at hjælpe og en naturlig ja-hat.

Medarbejderne gør forskellen

Hos DS Stålprofil fylder rekruttering meget. Det er blevet sværere at finde medarbejdere, og derfor handler det ikke længere kun om erfaring og faglige kompetencer.

”Medarbejdere er vores vigtigste aktiv. Man kan købe alle mulige maskiner og trucks og materialer, men det bliver ikke til noget uden medarbejdere,”

– produktionschef Rasmus Revsbæk Hansen.

Derfor er holdninger og samarbejdsevner mindst lige så vigtige som erfaring. Og netop dét gjorde indtryk, da Regis kom ind ad døren.

”Hvis vi ikke kan få en medarbejder med de rette kompetencer. kan vi i stedet lære dem op, hvis de kommer med den rigtige indstilling. Det gør Regis jo i høj grad,” siger Rasmus.

For ledelsen og kollegerne er det især hans tilgang til nye udfordringer, der skiller sig ud.

”Han ser ikke begrænsninger – han ser muligheder,” som hans teamleder Mikkel Thisted beskriver det.

Regis og produktionschef Rasmus Revsbæk Hansen sammen i produktionen, hvor Regis har vist stort initiativ og fundet en god vej ind i fællesskabet.

Fra Litauen til Danmark

Regis er 43 år og kommer oprindeligt fra Litauen. Han flyttede til Danmark tilbage i 2006. Dengang var planen egentlig bare at prøve noget nyt og få noget erfaring.

Men livet tog en drejning undervejs. Familien kom til, og Danmark blev hjem. I dag bor han i Vegger sammen med sin kone og deres to børn, en søn på 13 og en datter på 16 år.

Historien om hans kone er næsten som noget fra en film. De gik i samme klasse i Litauen i 12 år, før de senere fandt sammen igen i Danmark.

”Så kom jeg hertil, og på en eller anden måde fandt vi hinanden igen,” fortæller Regis.

Naturligt nok, er det også familien i Vegger, han bruger sin tid på, når han ikke er på arbejde. Til sommer har han også planer om at begynde at fiske med sin søn.

”Min søn går meget op i fiskeri, så det vil jeg også lære noget om,” fortæller han.

Et stort brancheskifte

Før tiden hos DS Stålprofil arbejdede Regis næsten 20 år i griseproduktion. Det var et arbejde, han kendte ud og ind. Men efter mange år begyndte tankerne om noget nyt at fylde mere.

”Det er hårdt fysisk arbejde, så det kan være svært at fortsætte med, når man bliver ældre,” siger han.

Muligheden for at skifte branche kom gennem netværk. En tidligere medarbejder hos DS Stålprofil kendte Regis privat og gjorde ham opmærksom på jobbet. Første gang passede tidspunktet ikke, men senere tog Regis selv initiativet og kiggede forbi produktionen. Kort tid efter var han ansat.

Historien viser også noget vigtigt om arbejdspladsen og kulturen omkring den.

”Det er en god måde at komme indenfor døren på, når man viser initiativ,” fortæller produktionschefen.

En stejl læringskurve

Da Regis begyndte hos DS Stålprofil, havde han aldrig stået ved en bukkemaskine før. I dag kan han håndtere de fleste.

”Det er vildt, hvor godt han er kommet efter det på så kort tid,” fortæller Mikkel Thisted.

Selv tager Regis det mere roligt. Han beskriver ikke sig selv som en person, der taler meget om egne præstationer. Tværtimod virker han næsten lidt genert, når talen falder på, hvad han er god til.

”Jeg prøver bare at gøre mit bedste,” siger han.

Men i hverdagen lægger kollegerne mærke til udviklingen. Han lærer hurtigt, tager ansvar og spørger, når der er noget, han er i tvivl om.

”Hvis jeg har spørgsmål, kan jeg spørge hvem som helst. Folk hjælper meget,” fortæller han.

Det betyder også meget for ham, at samarbejdet fungerer. Aftenholdet består kun af Regis og Mads Andersen, og de to er blevet et stærkt team.

”Han er godt selskab,” siger Regis om sin kollega.

Og netop samarbejdet er afgørende i produktionen.

”De rigtige medarbejdere og deres interne samarbejde gør en kæmpe forskel,” siger Rasmus.

Dansk i hverdagen

Selvom interviewet foregår på engelsk, er dansk blevet en naturlig del af arbejdsdagen. På produktionen taler kollegerne dansk sammen, og det har været en vigtig del af Regis’ udvikling.

”Da jeg arbejdede i grisestalden, talte vi kun engelsk. Her taler vi dansk, så jeg lærer også dansk ved at være her,” fortæller han.

Det er tydeligt, at han værdsætter fællesskabet og tonen mellem kollegerne.

”Folk er meget venlige, og vi hjælper hinanden. Hvis der er brug for hjælp, så hjælper vi,” siger han.

Teamlederen Mikkel beskriver ham også som en person, der gerne går rundt og hilser på dagholdet, når han møder ind og spørger, om nogen mangler hjælp.

Teamlederen Mikkel Thisted har fulgt Regis’ udvikling tæt og er imponeret over, hvor godt han er kommet efter det på så kort tid.

”Jeg hjælper gutterne”

Når man spørger Regis selv, hvad der gør ham til en god kollega, svarer han bare:

”Jeg hjælper gutterne.”

Det lyder enkelt. Men måske er det netop den tilgang, der betyder mest i en produktion, hvor samarbejde, ansvar og hjælpsomhed er afgørende for, at hverdagen fungerer.

For nogle gange er det ikke de største ord, der beskriver en god kollega bedst. Det er det, man gør i praksis.

om forfatteren

Cecilie Grønning Krieger

Som uddannet journalist og serviceøkonom er Cecilie klædt godt på til at bidrage til den digitale kommunikation hos DS Gruppens selskaber. Hun kommunikerer med et kreativt tvist samtidig med at holde fokus på fakta, uanset om det internt eller eksternt; medarbejderportrætter eller projektnyheder. Cecilie har tidligere erfaring med både avisartikler, podcast, video og andre dele af journalistikken.

Del artikel