Nyheder
Publiceret
10 november 2026
Sidst opdateret
10 november 2026
minutter
Lokale virksomheder, partnere og engagerede cykelryttere stod sammen om årets velgørenhedsspinning på DS Arena. Resultatet blev imponerende 660.000 kroner til Julemærkehjemmet i Hobro og foreningsarbejdet i Hobro IK.
Der var både sved på panden, højt humør og masser af lokal opbakning, da Sparekassen Danmark Loungen på DS Arena lørdag dannede rammen om årets Spinning Event 2026.
Forud for Hobro IK’s hjemmekamp mod Esbjerg fB havde en række lokale virksomheder og samarbejdspartnere samlet kræfterne om et fælles mål: At cykle penge ind til Julemærkehjemmet i Hobro og foreningsarbejdet i Hobro IK.
Og der blev virkelig trådt til i pedalerne.
Da dagens indsamling nærmede sig afslutningen, lød resultatet på 648.000 kroner. Men i en sidste slutspurt valgte Lillegården El og Hera El at bidrage med yderligere 12.000 kroner, så det samlede beløb landede på hele 660.000 kroner.
Bag det flotte resultat står en stor fælles indsats fra virksomheder, partnere, frivillige og de mange deltagere, der brugte dagen på at samle penge ind til de to gode formål.
Blandt rytterne var Thomas Maribo og Mads Justesen, som sammen med de øvrige deltagere gav den gas på spinningcyklerne.
Arrangementet viste endnu en gang, hvad der kan lade sig gøre, når lokale kræfter går sammen om at støtte børn, unge og foreningslivet i Hobro.
DS Gruppen var kamp- og eventsponsor på dagen og havde i den forbindelse inviteret headspace Mariagerfjord med til arrangementet for at sætte yderligere fokus på unges mentale sundhed og trivsel.
Dagens konferencier, Stig Tøfting, interviewede Bente Kokholm fra headspace og Tina Woods, marketingchef i DS Gruppen, om betydningen af at støtte unge mennesker og skabe stærke fællesskaber.
“Det er fantastisk at opleve, hvordan så mange lokale virksomheder og mennesker bakker op om en fælles sag. Vi ved, hvor stor betydning trygge fællesskaber og støtte kan have for børn og unge. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi kunne have headspace Mariagerfjord med og sætte fokus på unges mentale trivsel. Det er en sag, der ligger os meget på sinde,” siger Tina Woods, marketingchef i DS Gruppen.
Interviewet fik også et humoristisk indslag, da Stig Tøfting foreslog, at de to kvinder selv skulle indtage spinningcyklerne næste år. Det blev dog ikke til nogen bindende aftale.
Efter velgørenhedsarrangementet fortsatte dagen med fællesspisning og mortensand fra Hotel Amerika, inden Hobro IK tog imod Esbjerg fB på banen.
Selve fodboldkampen endte desværre med et 0-1-nederlag til hjemmeholdet. Men uden for banen var der allerede sikret en stor sejr.
Med 660.000 kroner til Julemærkehjemmet i Hobro og foreningsarbejdet i Hobro IK blev dagen et flot eksempel på det engagement og sammenhold, der findes i det lokale erhvervs- og foreningsliv.
En stor tak skal lyde til alle virksomheder, samarbejdspartnere, ryttere og frivillige, som var med til at gøre arrangementet til en succes.

















