Torben giver stafetten videre i god tid

Artikler

Publiceret

11 juni 2026

Sidst opdateret

04 august 2026

5 minutter

Efter 26 år som montagechef giver Torben Larsen stafetten videre med samme ordentlighed og ansvar, som har præget hele hans arbejdsliv. Nu ser han frem mod pensionstilværelsen med flere rejser, morgengymnastik klokken seks og måske en autocamper i indkørslen.

For halvandet år siden gik Torben Larsen til sin leder Claus Rathmann Barnewitz, COO, i DS Stålkonstruktion med en klar besked:

”Når jeg bliver 62 år, er jeg ikke chef for montagen længere.”

Efter 26 år som montagechef var det vigtigt for Torben ikke at stoppe fra den ene dag til den anden men stille og roligt at drosle ned i tid.

”Jeg vil gerne sikre en god overdragelse, så stafetten gives videre på en god, forsvarlig måde,” fortæller han.

At Torben valgte at fortælle om sine planer om pension i god tid, siger meget om ham. Ifølge ham var det den eneste rigtige måde at gøre det på. Selv nu, hvor pensionstilværelsen nærmer sig, fylder ansvaret for kollegaerne og ønsket om at efterlade tingene ordentligt meget for ham.

“At Torben kommer i god tid og fortæller, at han vil gå på pension, passer meget godt til den måde, han altid har været på. Han tænker ikke kun på sig selv, men også på kollegaerne og den afdeling, han har
været med til at bygge op gennem årene. Det betyder meget, at der er tid til stille og roligt at give erfaringen videre, og det giver både tryghed for kollegaerne og for virksomheden. Der ligger enormt meget viden i Torbens rolle, som man ikke bare overtager fra den ene dag til den anden. Med Torbens tidlige udmelding har vi allerede ansat hans efterfølger, som nu får mulighed for at komme godt ind i rollen,” fortæller Claus.

Torben vil nu stille og roligt trappe ned i tid frem mod pensionen.

“I DS ved vi, at behov ændrer sig gennem arbejdslivet. Derfor forsøger vi at finde løsninger, der fungerer godt for både medarbejderen og arbejdspladsen,” tilføjer Claus.

Foto: Annemarie (Fie) Baumann.

Kollegaerne skaber DS-ånd

Netop ordentlighed har præget Torbens måde at være montagechef på gennem 26 år i DS Stålkonstruktion.

”Vores butik er gennemsyret af ordentlighed. Vi behandler vores medarbejdere, kunder og leverandører ordentligt, og hvis der er konflikter, løser vi dem. Firmaet har altid behandlet mig godt. Derfor vil jeg også behandle det ordentligt ved at melde ud i god tid, at jeg ønsker at gå på pension,” fortæller han.

Noget af det, der har fået Torben til at trække i arbejdstøjet hver dag gennem 26 år, er den konstante udvikling, der er i DS Stålkonstruktion.

”Der er ikke nogen dage, der er kedelige. Der er hele tiden nye markeder, kunder, udfordringer og i særdeleshed spændende projekter,” fortæller Torben.

Ifølge Torben er den særlige DS-ånd i DS Stålkonstruktion bygget op over mangeårige relationer og samarbejder. Og særligt kollegaerne og direktionen har betydet meget for hans tid i DS.

Flere af kollegaerne i montagen i dag var der også, da Torben startede i år 2000, og siden er der kommet rigtig mange gode kollegaer til, som han har arbejdet sammen med i både 10 og 20 år. Torben fremhæver også, at et godt samarbejde med service- og elafdelingen og øvrige kollegaer, har betydet meget for ham.

”Vi har et godt kollegaskab, og vi er der for hinanden. Det er værd at blive for,” fortæller Torben.

Drift handler om mennesker

For Torben har rollen som montagechef været en livsstil. Særligt det, at driften kører i hverdagen, har været vigtigt for ham. Montørerne, kunderne, produktionen og udstyret skal spille sammen, så folk har de bedste forudsætninger for at yde et godt stykke arbejde.

”Når der opstår problemer sent om aftenen, og der for eksempel er en sygemelding, en punktering, et hotelværelse, der mangler, eller en kunde flytter en montage, har jeg gerne været problemløseren,” fortæller Torben.

Ifølge Torben hænger gode rammer og arbejdsglæde tæt sammen. Derfor har det været vigtigt for ham at sikre ordentligt udstyr og hurtige løsninger, når medarbejderne har brug for det i hverdagen. Når folk har gode betingelser for at lykkes i deres arbejde, skaber det motivation for at fortsætte. Det er en positiv spiral, som Torben sammenligner med sport:

”Når man dyrker sport, får man mere energi, som gør, at man kan præstere bedre. Når man så præsterer bedre, giver det igen mere motivation og energi,” fortæller Torben.

En branche i udvikling

Selvom Torbens stillingsbetegnelse har været den samme, har branchen udviklet sig gennem årene:

”Førhen var en hal på 100 tons en kæmpe sag, som vi fejrede med kage på kontoret. I dag rejser vi flere kostalde på 100 tons om ugen uden at blinke med øjnene,” fortæller Torben.

Et projekt som Torben ser tilbage på med stor stolthed, er et site i Nordsverige, hvor montagen i løbet af 12-13 måneder leverede og monterede 15.500 tons stål i 2025.

Torben fortæller, at det gennem årene er blevet mere kompliceret med det papirmæssige:

”Der er kommet langt flere dokumentationskrav, anmeldelser og dokumenter, der skal gennemlæses, når der for eksempel skal rejses en kostald. I dag er der næsten flere på kontoret end på marken,” fortæller Torben.

Udviklingen kan også mærkes internt i DS Stålkonstruktion. Da Torben startede, var der omkring 30 funktionærer til julefrokosten. I dag nærmer tallet sig 135.

Ordentlig overdragelse

For Torben handler beslutningen om at give stafetten videre også om at vide, hvornår det er tid til at træde et skridt tilbage.

”Jeg vil ikke ende med at være en sur, gammel mand, der sidder for bordenden og siger nej til alting og stopper al udvikling. Så jeg stopper i god tid,” fortæller han.

Selvom Torben stopper i DS, vil han altid have orange blod i årerne og føle et ansvar for virksomheden og kollegaerne.

”Min viden om stålbranchen skal firmaet have, inden jeg går ud ad døren for sidste gang. Det er nemlig også firmaets viden,” fortæller han.

Hvornår Torben går ud ad døren i montagen for sidste gang, er endnu ikke fastlagt.

Michael Theil Jensen er den nye montagechef, som startede den 18. maj, han skal med tiden overtage stafetten fra Torben. Foto: Annemarie (Fie) Baumann.

Rejselyst og morgengymnastik

Selvom Torben kommer til at savne kollegaerne og dynamikken i hverdagen, glæder han sig også til et nyt kapitel.

Gennem årene har han besøgt godt og vel 45-50 lande, og rejselysten er ikke blevet mindre.

”Hver gang jeg ser et verdenskort, bliver jeg tændt. Der er ikke et sted, hvor jeg ikke kunne tænke mig at komme hen,” fortæller han.

Til juni går turen til Canada, hvor han og konen skal rejse rundt i tre uger i autocamper. Og til august tager Torben selv på togtur til og rundt i Schweiz. Og hvem ved – måske ser vi Torben køre rundt i egen autocamper i fremtiden, hvis ellers turen rundt i Canada går godt.

Udover rejsedrømme, vil Torben holde fast i de gode vaner. Morgengymnastik på køkkengulvet og en aftenaktivitet, som at gå tur, crosstræne eller spinne, har gennem årene været en god måde at stresse af på og samtidig gøre noget godt for kroppen. ”Jeg glæder mig til ikke at skulle stå op klokken 5 for at lave morgengymnastik. Det kan jeg godt lige rykke en time til klokken 6,” fortæller Torben med et smil.

om forfatteren

Signe Rafael Jensen

Signe er studentermedhjælper inden for kommunikation, og som 7. semestersstuderende på DMJX tager hun den nyeste viden om kommunikation direkte fra hendes uddannelse med til DS. Hos DS bidrager Signe til DS Gruppens og datterselskabernes interne og eksterne kommunikation. Signe laver indhold til hjemmeside og sociale medier, og med en særlig interesse for CSR-kommunikation, griber hun opgaver som medarbejderportrætter, historier om vores sponsorater og artikler til vores medarbejdermagasin.

Del artikel

Relaterede artikler